Ledige stillinger

Vil du være landets mest sælgende ejendomsmægler?

 

LokalBolig Rødovre har et stort lager af ejendomme på hylden. Dem skal vi have hjælp til at sælge. Så hurtigt som muligt.

Derfor søger vi en ejendomsmægler, hvis primære fokus indledende vil være at sælge boliger. Hvis du samtidig har erfaring med at vurdere, vil det være fantastisk. Det er dog ingen betingelse for at få jobbet.

Hvem er du? En mand eller kvinde med en god portion erfaring fra mæglerbranchen. Du skal ikke nødvendigvis være uddannet ejendomsmægler MDE, men det vil klart være en fordel.

Du vil få en garanteret, fast løn i de første 12 måneder. Men derudover afhænger beløbet på checken naturligvis af din indsats. Og giver du den fuld skrald, vil du kunne opnå en meget fornuftig løn.

LokalBolig er Danmarks hurtigst ekspanderende ejendomsmæglerkæde med 100 procent selvstændige indehavere. LokalBolig Rødovres ejerkreds har samtidig også fire andre butikker i Københavns Omegn. Så selvom du kommer til at have base på vores kontor i Rødovre, bliver du også en del af et større team. Hvor vi alle fejrer vores sejre sammen.

Her er lidt om, hvad vi forventer af dig:

  • Du har fingerspitzgefühl. Med andre ord har du lige så let ved at tale med Anna Andersen på 82 år som Jonathan Petersen på 27 år. Alle kunder skal føle sig trygge i dit selskab.
  • Du er vedholdende. Vi er aldrig anmassende over for vores kunder, men omvendt er det vigtigt for os altid at få fulgt op på alle sager. Kunderne skal mærke, at vi professionelt holder fast i dem, fra vi har været på vurdering, til formidlingsaftalen er underskrevet, og til handlen er endelig.
  • Du er punktlig. Vi kommer ikke 1 minut og 42 sekunder for sent til en fremvisning, og det gælder også alle andre møder. Aldrig. Vi respekterer altid vores kunders tid. Og hinandens.
  • Du er struktureret. Der er 148 detaljer i en bolighandel, som alle skal sidde snorlige i skabet. Det er dit ansvar at sørge for, det sker. Altid. Sjusk tolereres ganske enkelt ikke.
  • Du er velforberedt. Vi sætter os ind i alle detaljer om en ejendom, inden vi viser den frem. Ejerudgifter, servitutter, grundskyld, skoledistrikter, tagets alder og så videre og så videre.

Kørekort og egen bil er en forudsætning for at komme i betragtning til stillingen.

Send en ansøgning senest 1. december 2019. Husk at vedlægge et opdateret cv til din ansøgning. Finder vi den perfekte kandidat inden tidsfristen er udløbet, slår vi dog til med det samme.

Du skal kunne tiltræde stillingen senest 1. februar 2020. Men har du mulighed for at begynde inden da, står skrivebordet allerede klart nu.

Ansøgningen skal sendes til sj@lokalbolig.dk

Har du spørgsmål til jobbet, kan du ringe til indehaver Steen Johansen på tlf.: 40 23 15 55